"Selvom Danmark er et af de eneste lande i Europa, der ikke har nogen fattigdomsgrænse, der afslører antallet af fattige, og vi heller ikke får det, hvis det står til regeringen, så peger alle undersøgelser i samme retning: Antallet af fattige voksne og børn i Danmark er støt stigende.
Derfor er 21 organisationer, deriblandt 3F, gået sammen i bevægelsen “Stop Fattigdom Nu". Og ved en såkaldt Fattigdomskur på Kofoed Skole i går var budskabet til regeringen klart: Synliggør antallet af fattige med en fattigdomsgrænse, lav en årlig fattigdomsrapport, der måler udviklingen, og udarbejd klare planer for bekæmpelse af fattigdom.
- Selvom fattigdommen er værre i mange andre lande, må det ikke skygge for det stigende antal mennesker herhjemme, som ikke har råd til ordentlig mad, at gå til tandlæge, nødvendig medicin, eller fejre fødselsdage for børnene, sagde Jan Sjursen, ny formand for Rådet for Socialt udsatte.
Regler har ramt de forkerte
Jan Sjursen ønsker en fattigdomsgrænse, fordi det vil gøre det lettere at finde løsninger, når man ved præcist hvem og hvor mange, man snakker om. Om årsagerne til den stigende fattigdom pegede han på den øgede ulighed som følge af skattereformen, men også de senere års stramninger i de sociale ydelser, så som kontanthjælpsloft, starthjælp og 450 timers-reglen.
- De er alle sammen skabt ud fra, at det skal kunne betale sig at arbejde. Problemet er bare, at reglerne også rammer dem, der ikke kan arbejde. Uanset om det skyldes manglende uddannelse, eller noget så banalt som sygdom.
21 organisationer står bag bevægelsen “Stop Fattigdom nu", de tæller blandt andet: Socialpolitisk Forening, 3F, Børn og Familier, Børnesagens Fællesråd, Dansk Socialrådgiverforening, FIC, Frelsens Hær, HK Kommunal, Kofoeds Skole, Mødrehjælpen, Red Barnet, Rådet for socialt udsatte, Ældresagen, KFUM's Sociale Arbejde i Danmark, KIRKENS KORSHÆR."
3F
Stop Fattigdom NuDer er pt.
31 underskrifter